Som aktiv jobsøgende har jeg siddet og filosoferet lidt over LinkedIn. Vi er nok alle efterhånden enige om, at det er gået hen og blevet erhvervslivets Facebook. Der må være rigtig mange som går rundt med rygskader af alle de virtuelle skulderklap de har fået. Eller som burde overveje en casting til DRs nye serie.
Undskyld, jeg ved jo godt, at det sælger. At man skal gøre sig synlig. Komme med sit budskab. Jeg sidder bare og funderer lidt over, om det i virkeligheden er mere interessant at kende alle dem som vi IKKE ser på LinkedIn. For hvorfor er de der ikke? De har måske ikke brug for det. De er synlige i andre regi. Sælger sig selv, gør sig kendte og afleverer budskaber på måder vi kunne lære af? Gad vide hvem de er? Faren er selvfølgelig også, at de ikke fatter en “hat”, og erkender, at vi lever i 2024😊.
Lidt mere balance, modereret anvendelse, saglighed og personlighed kunne jeg godt tænke mig. Man behøver måske ikke ligefrem at rose en eller anden bog man lige har læst og så 77 personer bagefter ”liker” én bagefter og kommenterer, at de også kan lide den. Det er et øjebliks dopamin. I doser, så man får en følelse af, at man ikke er alene. Hvad så bagefter? Vi bekræfter hinanden i et væk. Vi fører os frem som lysende orakler i dette og hint. Som om ingen andre havde tænkt på det, før opslaget kom op. Vi udfordrer ikke hinanden. Så hvori består udviklingen her? Vi netværker og videndeler. Det er fint. Det er jo også det, som er formålet med LinkedIn. Så måske vi skulle lade det blive ved det og ikke lade os styre af grusomme algoritmer og smarte konsulenters forsøg på at gøre os alle til ”video stars”?
Ledetanken 